UNG KÆRLIGHED UDGIVET

LÆS MIT INTERVIEW

Kære læser

Har indsat et link til mit interview, der handler om tanker bag bogen Ung kærlighed.

Læs med her, hvis du har lyst: ”Jasmin Søe: Jeg håber, Ung kærlighed kan give ro fra tankemylderet”.


Hvis du er mere i humør til at læse interviewet her, så er det indsat nedenstående:

Jasmin Søe: Jeg håber, Ung Kærlighed kan give ro fra tankemylderet

Hun er kendt fra Viafree, hvor hun som vært på JuicyNews og JuicyNewsParadise har talt til mange unge gennem skærmen. Nu har Jasmin Søe skrevet en bog til dem om kærlighed.

Hvorfor har du skrevet Ung Kærlighed?
Jeg har skrevet Ung kærlighed, fordi jeg synes, at det er en bog, som mangler ude på markedet. Som ung kvinde har jeg selv haft tusindevis af tanker omkring kærligheden, og jeg har ikke rigtig vidst, hvor jeg kunne hente noget viden, som kunne vende de spørgsmål, jeg havde, til svar. Derfor har jeg valgt at samle al den viden, jeg har hentet ind fra forskellige sites, videoer, artikler, blogindlæg og veninder i en bog til unge kvinder,krydret med de erfaringer, jeg selv har gjort mig.

Er det en passion for dig at hjælpe unge?
Jeg elsker at dele ud. Jeg synes, vi piger står så meget stærkere og sejere, når vi deler ud til hinanden og støtter hinanden. Jeg har selv rejst mange år rundt som model og i de perioder, hvor jeg var væk fra alle, der støttede bøger mig virkelig meget. Ikke at man behøver at være væk fra alle for at læse bøger, men jeg kan virkelig godt lide denne her ide om og følelse af, at en bog er ens tro følgesvend. Den sladrer ikke, den er loyal, og den bidrager med så meget værdi. Det giver mig så meget at kunne bidrage til andre, og meget få ting gør mig mere glad, end når jeg kan mærke, at jeg har gjort en forskel for et menneske. Jeg føler et særligt bånd til unge piger, nok fordi at jeg kan sætte mig så meget ind i, hvad de føler og tænker. Og tænk, hvis jeg kan være hende, som kan lette bare lidt af de ting, som tynger deres hjerte eller tanker. Så har jeg vundet. Så har vi vundet.

Bunder det i nogle personlige tanker/oplevelser fra din egen ungdom?
Mmm. Generelt har jeg altid selv været meget fokuseret på at finde kvinder i mit liv: Både kvinder, som jeg kender, men specielt kvinder, som jeg ikke kender, som jeg har kunnet se op til og bruge som rollemodeller. Jeg tror, det er så sundt for alle og enhver at have en rollemodel. For mit vedkommende vil jeg nærmest give mine rollemodeller credit for størstedelen af det drive, jeg har, og de ting, jeg er stolt af at have udrettet i livet, både professionelt og personligt. Så ja, det som jeg selv har været glad for, som har hjulpet mig, og som har bidraget positivt til mit liv, det vil jeg gerne give videre til andre. Forhåbentlig vil det gavne på samme måde for dem.

Du er uddannet coach, og nu har du så lavet en podcast: Hvorfor?
I forhold til min coachinguddannelse, så er det nok lidt den samme historie, som jeg lige har fortalt. Efter at have rejst rundt i mange år, har bøger været en af de primære ting, som har hjulpet mig med at vende mine spørgsmål til svar. Oftest fagbøger om psykologi. Jeg bryder mig ikke særlig meget om ordet ’’selvhjælp’’ eller ‘’selvudviklingsbøger’’. Måske fordi jeg synes, ordene virker lidt sørgelige og offeragtige. Jeg kan bedre lide ord, der er ild og drive i.

Da jeg kom hjem til Danmark igen, virkede det rigtigt at søge ind på en coachinguddannelse, fordi jeg i forvejen vidste, hvor meget bøgerne havde bidraget med for mig, og derfor følte jeg mig mere drevet af en uddannelse, som gør en livs – og menneskeklog, fremfor en almen uddannelse om et eller andet. Det skal naturligvis ikke misforstås, for jeg har stor respekt for dem, som vælger at uddanne sig.

Efter at have taget coachinguddannelsen arbejdede jeg selvstændigt i flere år med coaching, og det var fantastisk at kunne give de værktøjer og indsigter videre til andre.

Podcasten faldt mig naturligt, og nu havde jeg et oplagt emne i form af bogen. Som lille pige har jeg altid lavet både radio og Tv-programmer inde på mit værelse, hvor jeg inviterede mine veninder ind som gæster. Derudover skrev jeg historier.

Sjovt nok arbejder jeg i dag som programvært, vært på en podcast og som forfatter. Så jeg har klart fulgt mit kald og min mavefornemmelse, og det er jeg stolt af.

Nu venter du selv en datter: Har du gjort dig tanker om det at få en pige, når du selv er så involveret i problematikker, som unge (særligt piger) kan have?
Ja, jeg har gjort mig en masse tanker! Min lille pige skal bare have så meget kærlighed og støtte. Hun skal vide, at hun kan alt, hvad hun sætter sig for her i livet, og at det handler om at have et godt hjerte. Så går resten nok.

Hvad håber du, at Ung Kærlighed kan give læserne?
Ro. Ro fra tankemylderet. Jeg håber, Ung kærlighed giver klarhed og ‘’aha-oplevelser’’, så læserne går stærkere ud i livet og træffer de beslutninger, som støtter, hvem de er, hvad de drømmer om, og hvad der føles mest rigtigt for dem.


Kærlig hilsen

Jasmin

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

UNG KÆRLIGHED UDGIVET